Folk har brugt rør i tusinder af år. Måske var den første brug af gamle landbrugere, der ledte vand fra vandløb og floder ind på deres marker. Arkæologiske beviser tyder på, at kineserne brugte sivrør til at transportere vand til ønskede steder, så tidligt som i 2000 f.Kr. Lerrør, der blev brugt af andre gamle civilisationer, er blevet opdaget. I løbet af det første århundrede e.Kr. blev de første blyrør konstrueret i Europa. I tropiske lande blev bambusrør brugt til at transportere vand. Kolonialamerikanere brugte træ til et lignende formål. I 1652 blev det første vandværk lavet i Boston ved hjælp af hule træstammer.
Udviklingen af det moderne svejsede stålrør kan spores tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. I 1815 opfandt William Murdock et kulbrændende lampesystem. For at passe hele London med disse lys, forenede Murdock tønderne fra kasserede musketter. Han brugte denne kontinuerlige rørledning til at transportere kulgassen. Da hans belysningssystem viste sig at være vellykket, blev der skabt større efterspørgsel efter lange metalrør. For at producere nok rør til at imødekomme denne efterspørgsel gik en række opfindere i gang med at udvikle nye rørfremstillingsprocesser.
En tidlig bemærkelsesværdig metode til at fremstille metalrør hurtigt og billigt blev patenteret af James Russell i 1824. I hans metode blev rør skabt ved at sammenføje modsatte kanter af en flad jernstrimmel. Metallet blev først opvarmet, indtil det var formbart. Ved hjælp af en drophammer blev kanterne foldet sammen og svejset. Røret blev afsluttet ved at føre det gennem en rille og et valseværk.
Russells metode blev ikke brugt længe, for i det næste år udviklede Comelius Whitehouse en bedre metode til fremstilling af metalrør. Denne proces, kaldet stumpsvejseprocessen, er grundlaget for vores nuværende rørfremstillingsprocedurer. I hans metode blev tynde jernplader opvarmet og trukket gennem en kegleformet åbning. Da metallet gik gennem åbningen, krøllede dets kanter sammen og skabte en rørform. De to ender blev svejset sammen for at afslutte røret. Den første produktionsfabrik, der blev brugt
denne proces i USA blev åbnet i 1832 i Philadelphia.
Gradvist blev der foretaget forbedringer i Whitehouse-metoden. En af de vigtigste nyskabelser blev introduceret af John Moon i 1911. Han foreslog den kontinuerlige procesmetode, hvor en produktionsfabrik kunne producere rør i en uendelig strøm. Han byggede maskiner til dette specifikke formål, og mange rørfabrikker tog det i brug.
Mens de svejste rørprocesser blev udviklet, opstår et behov for sømløse metalrør. Sømløse rør er dem, der ikke har en svejset søm. De blev først lavet ved at bore et hul gennem midten af en solid cylinder. Denne metode blev udviklet i slutningen af 1800-tallet. Disse typer rør var perfekte til cykelstel, fordi de har tynde vægge, er lette, men er stærke. I 1895 blev det første anlæg til at producere sømløse rør bygget. Da cykelfremstilling gav plads til bilfremstilling, var der stadig brug for sømløse rør til benzin- og olielinjer. Denne efterspørgsel blev gjort endnu større, da der blev fundet større olieforekomster.
Allerede i 1840 kunne jernarbejdere allerede fremstille sømløse rør. I en metode blev der boret et hul gennem et solidt metal, rundt emne. Emnet blev derefter opvarmet og trukket gennem en række matricer, som forlængede det til et rør. Denne metode var ineffektiv, fordi det var svært at bore hullet i midten. Dette resulterede i et ujævnt rør med den ene side tykkere end den anden. I 1888 blev en forbedret metode tildelt patent. I denne proces blev den faste bill støbt omkring en brandsikker murstenskerne. Da den var afkølet, blev murstenen fjernet og efterlod et hul i midten. Siden da har nye rulleteknikker erstattet disse metoder.