Sprækkekorrosion er et lokaliseret angreb på en metaloverflade ved eller umiddelbart ved siden af mellemrummet eller sprækken mellem to sammenføjningsoverflader, når de udsættes for en stillestående elektrolyt.
Dette kan forekomme mellem to metaller eller et metal- og ikke-metalmateriale - selvom begge materialer ellers ville modstå korrosion uden tilstedeværelse af et hul.
Typisk vil elektrolytten ikke udgøre et problem i starten. Men da det forbliver i sprækken, vil iltniveauet nedbrydes.
Dette udløser derefter et overskud af positive metalioner i sprækken, hvilket gør det indre af sprækken til en anodisk knude.
Den omgivende opløsning vil derefter forsøge at afbalancere denne situation ved at sende negative ioner ind i sprækken (ofte i form af kloridioner), hvilket yderligere forbedrer syreskabelsen og angriber metallet.
Efterladt ukontrolleret, kan processen fodre sig selv og accelerere korrosion med en forbløffende hastighed - selv for legeringer som rustfrit stål med et stærkt passivt lag.
Fællesarealer, der er udsat for spaltekorrosion, omfatter:
Boltede og nittede forbindelser
Under skiver, pakninger og klemmer
Under isolering
Ved skødesamlinger
I fastgørelsestråde
Hvis alt dette lyder lidt kompliceret, skal du bare huske, at når elektrolyt kan slå sig ned i et lille område mellem et stykke metal og en anden overflade (metal eller ikke-metal), øges risikoen for sprækkekorrosion.
Denne enkle beskrivelse giver dig flere måder at reducere risikoen for korrosion på.